Hverdagen med kun 1 hund - første del

February 1, 2017

Lige efter Kyimo var blevet aflivet lå jeg hjemme på min mors sofa, i samme stiling, flere dage under dynen og græd. Min mor var vist lidt bekymret. Det eneste jeg foretog mig udover dét var at lufte Pilou.

Da jeg for to år siden anskaffede mig hund nr. 3 - knap så planlagt - spurgte mange mig hvad jeg dog skulle med en mere?! Om jeg ikke allerede havde nok i de to jeg havde? Og hvordan jeg mon skulle komme omkring, og om der mon var tid osv. osv. Tiden var knap sommetider og flere gange tænkte jeg da også over at 3 hunde var lidt meget. Ikke når vi var derhjemme, for de elskede hinanden og har altid været søde. Men mere ifh. træning, udstillinger og prioriteringen af hvem der skulle hvad, hvornår. Og når de skulle passes. Det var noget sværere for min mor at lufte tre hunde end to midt i byen. Men det hele gik, og jeg har været så priviligeret med forskellige hunde, der kunne forskellige sportsgrene så jeg både nåede Nose Work, agility, Rally, hyrdning, udstillinger og sidst også LP træning. Det er da alsidighed. ​

Pilou var ikke planlagt med jeg forelskede mig i ham og opdrætteren vidste at jeg kunne tilbyde det bedste TT hjem. Jeg havde fulgt kuldet fra før de blev født, og kom der troligt en gang om ugen efter de var født, også selvom jeg ikke skulle have en hvalp. Jeg kan huske da jeg løftede Pilou op, og han duttede mig med sin snude. Lige på munden. Det gør han stadigvæk. Jeg var solgt. Og jeg elskede ham fra det sekund. 

 

 

Jeg ved, at de dyr vi får, har en mening - de kommer til os for en årsag. Vi skal altid lære noget af dem, mens de er hos os og bagefter. Jeg er sikker på at Pilou kom ind i mit liv da han gjorde - for at jeg kunne komme bedre igennem sorgen over mine to elskede hunde, som har forladt mig på bare 3 måneder. Uden ham ville jeg nok have aflyst alt og stadig ligget under min dyne på sofaen. 

Pilou sørger for at tage mig med ud og møde nye hunde-mennesker. Han hilser glad og fro på de fleste hunde og leger også meget gerne. Er det damer står han heller ikke tilbage for en score-replik eller to. Og han tager sjældent et nej for et nej. Selvom han absolut heller ikke har været sit sædvanlige glade-drenge-røvs jeg, så han har en ukuelig trang til at opleve livet og han er altid glad. Og vil også meget gerne gøre mig glad. Han tager gerne os alle med på hans lille vidunderlige glad-og-lykkelig-tur ind i hans univers. 

 

 

I dag var vi til LP træning hos Lea Nor. Jeg har haft en spirrende lyst til at træne mod en LP1'er og har nu fulgt et formiddagskursus i flere uger hos Lea. Jeg har altid vist at Pilou havde lysten, gejsten og temperamentet til ALT det jeg har lyst til indenfor lydigheds-træningen. Det være sig tricks, LP, Rally alt der har noget med lydighed at gøre.

Og I dag gav han os begge et positivt boost. Vi kom til træning og da der var to der ikke kom, var vi kun 3 ekvipager til at dele 1,5 times træning. 

Først startede vi med at træne på springet. Stå x antal meter fra springet. Sæt din hund af. Gå over på den anden side af springet med lige så mange x antal meter. Kald din hund på plads. Bare det at jeg skal tage snoren af ham i en hal med andre hunde, kan få mine små ticks til at begynde. Jeg arbejder virkelig på at lære at stole på ham. Så jeg gjorde som fortalt. Og så er han bare en stjernehund, som bliver flot siddende. Kommer flyvende i fuld fart over springet og lige i plads, da jeg kalder. Han er så fantastisk at træne med. Det kan ikke siges nok. Vi har aldrig trænet det før. 

Herefter Næsepinde. Endnu en ting vi ALDRIG har rørt ved. Er der noget som ikke ligger naturligt for en TT'er så er det at apportere eller generelt bære på ting. Sidste gang trænede vi på apporten, hvor han faktisk også overraskede mig. Nå, tilbage til næsepindene. Jeg står med ham i plads, kaster min næsepind ind i en bunke seler/snore som Lea sidder med. Hun gemmere næsepinden og jeg beder ham finde den. Og hvad gør han? Intet mindre end 3 gange i træk?! Han kaster sig derhen, vælger straks de rene næsepinde fra, undersøger bunken. Finder min pind, tager den i munden og er på vej hen mod mig med den!!! Jeg bliver så kæmpestolt af ham. Tænk at han bare gør - fordi han synes det er sjovt. Også selvom han aldrig har prøvet det før. Han har virkelig JA-hatten på og det er hver dag og i hver eneste situation.

Så var der fællesøvelser med sit og dæk. Dem klarede han OK. Han kan godt blive usikker når jeg kommer for langt fra ham, og jeg bliver usikker når jeg er tilpas langt væk fra ham (måske er det en reflektion af mig?) Anyways. Da Lea så lagde godbidder ud foran hundene, for at lokke dem til at bryde positionen. Ja, så blev min seje dreng bare siddende. Iskold. Helt rolig. Som den eneste skulle han ikke have besked på at blive. Han blev, trods forstyrrelsen med mad.

Aller sidst trænede vi konkurrencetræning. Jeg havde tre øvelser: indgang på banen med hilsning på "dommer-Lea" - sætte hunden af og lave et indkald og springøvelsen som beskrevet ovenfor. Først når alle tre er overstået får hunden belønning.

Jeg gør mig klar. Beder ham gå i plads postion, hvilket han gør. Går ind på banen og beder ham sætte sig i plads. Det gør han, uanfægtet af at Lea kommer og giver hånd og taler til os. Vi går hen med Lea på siden. Jeg sætter ham af. Går fra ham. Vender mig om. Venter på Leas OK - og kalder ham på plads. Flyvende mod mig kommer en hvid TT'er og smilende sætter sig i plads.
Vi går mod springet. Han bliver sat af. Jeg går på den modsatte side af springet. Venter igen på OK til at kalde ham ind. Får OK og kalder ham ind på plads. Han springer flot over springet og smider sig igen ind i plads. Og så VERDENS STØRSTE belønning og gigantisk stolt hundefører!!!!! Needless to say at vi klart skal ud og give LP en skalle også!

For hver gang vi kommer og har succes med det her. Jo mere giver jeg slip på angst og stress over at være bekymret for om han nu får dårlige oplevelser som Kyimo gjorde. Jeg er bekymret og nervøs. Bange for at han skal få en på hovedet af en anden hund. 

Og så kommer vi til konklusionen. Jeg har fået Pilou af mange årsager. Èn af dem er klart for at give mig muligheden med lydighedstræningen. En anden var at give mig muligheden for i korte pas at lade mig glemme min sorg i den her tid. Han kan ikke fjerne sorgen over Kyimo og Ella. Men han kan hjælpe mig gennem den. Ved at gøre det han gør bedst: Være GLAD og dele ud af det. Han prøver det bedste han kan. Og han forsøger sågar at putte lidt om aftenen, både i sofaen og sengen. Det var Kyimos job. Og jeg savner hende i mange situationer. 

 

 

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

Udvalgte blogindlæg

Fra 3 til 1 hund på 3 måneder

January 30, 2017

1/2
Please reload

Seneste blogindlæg