Siv Svendsen kursus

February 14, 2017

2 helt igennem fantastiske dage er gået! Jeg har været på Siv kursus og hold nu op hvor er jeg bare sprængfyldt med energi og træningsideer - ikke blot til min og Pilous videre træning men bestemt også til kursisters træning med deres hunde.

Hovedpunkterne for Pilou og jeg har været fokus, forstyrrelser og leg. Og tænk bare hvor meget ny læring vi har gjort os på de punkter! 

Mandag startede vi ud med fælles morgenmad og lidt intro til hinanden og hvad vi hver især gerne ville have ud af kurset. Mit primære fokus i øjeblikket er egentlig "slip kontrollen" for hundeførerens vedkommende og mere vedholdenhed og fokus fra Pilous side. Så mit mål for de to dage var også input til præcis disse emner.

1. lektion mandag brugte vi tid på Pilous fravælgelse af hundeføreren aka; muligt at DU gider lige nu hundefører men har du set hvad der er i den anden ende af hallen?! - Så til det fik vi lidt redskaber til at belønne korrekt (og GODT) når han så er på. Og når han ikke er på må han enten holdes i halsbåndet eller ligges i bur konstaterede vi i dag. 
Vi trænede på snor-klik-af og på - for at træne at lyden af snoren der klikker af eller på (uanset hvilken) betyder "SÅ ARBEJDER VI!" FOKUS! Det var rigtig fin træning som jo skal bygge grundstenene for det videre arbejde, som præcis foregår når snoren jo skal af. Men det er svært for mig, fordi jeg ikke kan stole på at han bliver hos mig lige nu. Jeg må have anskaffet mig en længere line og måske træne lidt oftere med andre hunde han kender i en periode, så jeg ved at hverken den anden eller han selv råber røv, hvis han stikker fra mig. Så jeg også kan øve mig i at slippe kontrollen.

Jeg måtte ligeledes konstatere at jeg er ALT for kedelig i mine valg af legesager og da sådan set også legen der leges som belønning. Åbenbart er jeg slet ikke kreativ eller opfindsom nok i denne dur - altså lige indtil i morgen hvor skabene skal fyldes med diverse legetøjer, bolde og tingelater, som vi skal lege med fremover! 

Jeg har måske nok været for fastlåst i konceptet om Pilous lyst til at lege med specifikke ting. Hans race taget i betragtning og andre ting har jeg egentlig aldrig anset ham for at være synderlig interesseret i bolde eller andet. Og som udgangspunkt er han jo heller ikke hverken en Border eller en Labrador som elsker bolde i alle størrelser. Men Pilou gad faktisk godt lege med både bold, andre legetøjer og sågar en gigantisk træ-apport som han lystigt prøvede at slæbe på. Altså efter at hundeføreren her havde losset til tingesten flere gange med foden ;)

2. Lektion mandag blev brugt på apporten. Pilou kan godt tage den, men slipper umiddelbart bagefter, næsten som om jeg havde fejlbelønnet ham for at slippe. Vi har stort set ikke trænet på apport, da vi ikke har haft brug for det, så tænker egentligt at det er fordi han mangler forståelsen for at fastholde grebet om apporten. Og så det at skabe motivation for at holde en træapport. Den har vist heller ikke heeelt været der for Pilou. Vi gjorde et fremskridt forrige gang til LP træning hos Lea, hvor han faktisk begyndte at synes den var sjov, men så har vi ikke rigtig fået det trænet siden. 
Igen havde Siv nogle rigtig konkrete og meget brugbare redskaber til at få ham til at have lyst til at gribe fat og holde fast i træmateriale og ting der minder om apporten. 
Vi brugte en del legeelementer og jeg endte faktisk med en hund som løb efter mig og greb fat i - og trak igen - i den runde træapport med et "læder-etui". Jeg er super ærgerlig over at jeg desværre ikke har video af det. Det er faktisk noget af dét der har fyldt mest for mig i disse dage. Fordi det med genstande han skal gribe fat om generelt ikke er hans stærke side. Så det var enormt begejstrende at se ham gøre det og gøre det med kæmpe glæde og gejst. Og lave MANGE gentagelser. 
Han nåede også at lave et fejlfrit indkald hvor jeg blot sætter ham af og kalder ham ind i plads. Dén klarer han hver gang, og han behæver ikke blive holdt. Ligeledes lavede vi en forstyrrelses øvelse hvor Sivs lille krokodille bamse var forstyrrelsen. Jeg satte Pilou af og gik lidt væk. Mellem os stod Siv og sade vuf-vuf med bamsen og gik mellem os med bamsen hængende efter sig. Pilou havde svært ved fristelsen for at løbe efter den - men i trejde forsøg klarede han den! Skrappe lille træningsmakker!!

Ligeledes valgte han i 2. lektion at fravælge både Christinas Eddie (BC'er) og en BC tæve som også sad på tilskuerrækken. Han arbejdede videre uden at skænke dem så meget tanke. Og det var så fantastisk dejligt. 
Endda fordi han sad et stykke fra mig da Eddie passerede på rækken. Pilou havde front mod og altså direkte udsyn til Eddie. Han havde svært ved det kunne man se (og hundeføreren var da også lige ved at falde tilbage i et mønster og kaste sig ind og gribe hans halsbånd - altså uden hunden overhovedet havde rejst sig endnu!). MEN Siv afbrød mig og jeg lod ham sidde. Han blev siddende og kiggede til sidst på mig og fik naturligvis stor belønning for det korrekte valg. 

Mandag aften var vi ude og spise, Lea, Christina, Siv samt to nye bekendskaber Ingrid og Susanne og undertegnede. Rigtig hyggeligt og en dejlig afslutning på en lang og kold dag. Vi fik snakket lidt mere om hunde og træning og skøre oplevelser vi alle har haft med nuværende eller tidigere hunde. 

1. lektion tirsdag var lidt af en udfordring og et eksempel på hvordan Pilou er når han er værst! Jeg håber på at det stadigvæk er teenagehormonerne der spiller ind, og at han når han modnes lidt mere mentalt samt bliver mere sikker i sin lydighed vil fravælge de forstyrrelser som lige nu betyder at vi ikke kan arbejde.
Vi prøvede at arbejde med Leas Effie i hallen samtidigt. Men det var ganske enkelt for svært for ham at fravælge hende. Det havde været så positivt mandag med andre hunde men Effie var simpelthen for dejlig. Og det endte desværre med at Pilou stak af fra mig og trods total kropsblokering så han ikke kunne komme hen til Effie. Så valgte han stadigvæk ikke mig til. Snarere lukkede han faktisk helt ned og kunne slet ikke hverken koncentrere sig eller arbejde videre.
Det skal måske nævnes for den læsende at Pilou mandag aften legede med Leas tre tæver og forelskede sig hovedkulds i Effie som pt er falsk drægtig og åbenbart dufter fantastisk. 

Vi måtte sende Efiie ud og lave lidt afslutningstræning som var "nemt" for ham, altså velkendte øvelser - men han var ikke til stede i rigtig modus.

2. lektion var jeg lidt spændt på grundet det lidt uheldige udfald på den første lektion. Siv havde også gjort sig lidt tanker og vi valgte at der ikke skulle være forstyrrende hunde men at vi skulle arbejde med andre forstyrrelser. 
Så vi startede med lidt fristeøvelser/omvendt lokning med legetøj, som han klarede super flot. Herefter arbejdede vi med at løbe omkring keglen. Noget vi slet ikke har arbejdet med tidligere, overhovedet. 
Siv havde nogle gode ideer til hvordan vi kunne gøre det, og det lykkedes faktisk rigtig rigtigt godt. Med rigtig god attitude, fart og motivation for opgaven. Selv efter undertegnede kom til at sende min hund direkte ind i keglen arbejdede han videre ;) Publikummet grinede lidt af os, men Pilou var vist ligeglad eftersom han også indhentede et par klapsavler i træningspasset. 

Alt i alt har det været et par dejlige dage fyldt med gode råd og inspiration til egen træning men da såmænd også til kursisters. Når ikke jeg selv har været på med Pilou har jeg jo observere mange andre typer af problemstillinger og øvelser og det er fantastisk at se en topmotiveret hundetræner som Siv der bare kan finde en brugbar løsning på stort set det hele. 

Det gode selskab må nævnes; Lotte det var super dejligt at se dig igen, vi hygger os altid til alle vores hundenørderier! Christina tusind tak for et vel-organiseret og tilrettelagt event. Dejlig forplejning og god stemning samt godt selskab, tak for det! Også til Lea for opmuntrende ord og grin. Og til alle andre deltagere; tak for spændende samtaler og fordi jeg måtte kigge med på jeres hunde og træning 

Det var bestemt ikke sidste gang jeg var på Siv kursus! 

 

 

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

Udvalgte blogindlæg

Fra 3 til 1 hund på 3 måneder

January 30, 2017

1/2
Please reload

Seneste blogindlæg