Det allersidste farvel

October 25, 2016

 

Onsdag i sidste uge tog jeg afsked med min gamle, kloge, kærlige og helt igennem fantastiske Ella. Min gamle græker hund. Det sidste minde fra en tid med græske hunde og min gamle Blackie.

Ella kom ind i mit liv i 2009. Men historien starter lidt før det, for i 2005 forelskede jeg mig i en sort, meget køn hanhund på græskehundes hjemmeside. Han hed Blackie og hans bror Buster. Jeg fik lov at adoptere ham, men kunne desværre ikke hente ham i lufthavnen da jeg selv var i udlandet på ferie. Han endte derfor i en plejefamilie i Nordsjælland.
Da jeg returnerede fra ferien blev vi ringet op og fik at vide at Blackie måske ikke liiige var hunden for mig alligevel. Han var bange for mennesker, biler osv. Alligevel insisterede jeg på at besøge ham hos plejemor. Jeg var på daværende tidspunkt studerende og hjemmeboende. 

 

Jeg husker stadig da jeg ankom og gik ud i haven og satte mig og så den sorte hund som jeg havde været så fascineret af på billederne også. Han kom hen og satte sig hos mig og kiggede på mig med hans smukke, ravgule, meget vise øjne – og jeg VILLE have ham med hjem. Jeg nægtede at lytte til fornuft mht. hans angste temperament og det faktum at jeg boede midt på Amagerbrogade, midt i alt det han ikke brød sig om. Jeg troede, det ville gå magisk væk, jeg var nok naiv.
Hjem kom den sorte skat, og det var naturligvis ikke nogen lykkelig affære i begyndelsen – eller de første par år. Han var BANGE, meget bange for trafik, fremmede mennesker, biler, cykler, gangstativer, ALT! Og reaktiv. Han kunne ikke lide andre hunde. Når der kom gæster i vores hjem, gemte han sig under sengen og han nægtede at være i nærheden af mænd. Blackie var en gadehund, en ægte gadehund. En hund der formodentligt er født på gaden og hele sit liv havde skullet tilpasse sig et liv i Athen, formodentligt med påkørsler, tæsk fra fremmede (primært mænd) og han var tydeligt påvirket af sin fortid. Hans bror Buster var helt anderledes. De to hunde viste sig at være som nat og dag. Buster flyttede ind i en børnefamilie, han elskede børnene, gæster, familien, at komme med ned på børnenes skole og blive klappet og han kunne færdes blandt andre hunde uden nogen problemer..

Jeg brugte 2 år på at konstatere at det der hundetræning vist ikke var for os – Blackie og jeg blev smidt ud på sidelinen, fordi han simpelthen reagede så meget på de andre hunde og kunne jo ikke koncentrere sig. Så vi brugte timevis op ad et hegn hvor han sat nærmest med fråde om munden af stress og jeg gik hjem, grædene. Men lige så ulykkelig han kunne få mig til at føle – lige så lykkelig var jeg også når han gik ved min side, lagde sig på gulvet foran mig og kiggede på mig. Jeg elskede den hund over alt. Og valgte at flytte i en kolonihave, væk fra byen, for at give ham og jeg selv et bedre liv. Og det hjalp. Han blev en helt anden hund de sidste år jeg havde ham. 

 

I 2008 og 2009 havde jeg mange plejehunde for foreningen GræskeHunde. Den ene plejehund afløste den næste, Blackie tog dem alle ind uden problemer, han var den fødte mester i at lære nyankomne hunde at tilpasse sig - og i sommeren 2009 rejste jeg til Athen for at hente hunde, som jeg havde gjort flere gange. Hundene der skulle med hjem var 5-6 hunde fra en hvalpefabrik. Der var fundet 100 hunde i en container, i små bure, brugt som hvalpefabrik. I lufthavnen inden afrejse spottede jeg en lille, grim hund der sad aller bagerst i buret. Bange og den hund, Bine, jeg skulle have haft i pleje stod forrest i buret og var glad. Jeg ringede til Benedikte fra Græskehunde og vi besluttede at bytte rundt på de to plejehunde, så jeg i stedet tog den lille, bange og Bine tog med plejemor Gitte som havde 5 hunde. I lufthavnen hentede Gitte mig og hun kiggede også på den lille, tisgule, fælt lugtende, bange hund med tænder i alle retninger og et øje der så helt skævt ud. Jeg tænkte; Den hund er der da aldrig nogen der vil adoptere…

Det lille dyr var Ella. Da jeg kom hjem med hende startede vi med et bad. Hun havde haft skab og med en Shih-tzu pels var det meste barberet af. Køn var hun ikke. Da hun kom ud af badet var det som om jeg havde vasket alt det dårlige der var sket for hende af. Hun gik glad ind i stuen fandt den første, den bedste bamse i kurven og stillede sig til at lege med den. Blackie elskede hende fra første sekund.

Da der endelig meldte sig en familie, ville jeg ikke af med hende. Jeg elsker hende også. Hun var så ren, fin, kærlig og speciel i sin energi og jeg havde kastet min kærlighed på hende. Hun komplimenterede Blackie så godt. Men hendes lyse sind – der ikke var bange for noget, som kunne med alle dyr og mennesker og aldrig kunne slås ud af kurs – var hun Blackies fødte livs-kompagnon. Ella var lys i sit sind men desværre med en temmelig besværet krop, som over årene har kostet en formue både hos mig og forsikringsselskabet. Hun er blevet opereret på begge øjne, det ene et cherry eye det andet fordi det poppede ud af hovedet på hende, hun har altid kun haft syn på et øje, hun har haft masser af allergi – nærmest for alt. Hun har været indlagt og undersøgt adskillige gange og fået fjernet 12 tænder i løbet af årene. Sidst endte hun med en tyndtarm der var sprunget på København Dyrehospital – indlagt i over en uge og derefter blev hun aldrig helt sig selv igen. Jeg tror det har fremprovokeret gamle minder. At ligge indlagt i et lille bur på et dyrehospital uden nok menneske kontakt.

Jeg er sikker på at Ella kom ind i mit liv fordi jeg havde brug for at opleve hvad det vil sige at have en nem, glad hund. En hund som ikke kræver hele verden for at fungere, men som bare lever et godt og lykkeligt liv fordi hun ved at hun fortjente det. Jeg elskede den lille lyse, pelsbombe der sprang rundt, dansede på bagbenene af glæde og altid kunne mildne Blackie. De to udviklede over årene et helt specielt venskab. Og det var svært for Ella da Blackie mellem jul og nytår 2012 forlod os. Han havde udviklet en ret aggressiv kræftknude i maven som gjorde at han måtte aflives akut. Hun var så trist bagefter og trivedes ret dårligt uden en anden hund i hjemmet. 

 

Så i februar 2013 flyttede en lille sort, norsk, fjollebanan ind i vores hjem. Kyimo gjorde sit aller bedste for at charmere Ella. Der gik 3 måneder førend Ella gav sig og de blev rigtige venner. Jeg tror ikke at Ella havde haft nok sørgetid efter Blackie. Men Kyimo hjalp på min sorg efter Blackie. Og pludselig havde jeg fået et hund der både ville og kunne træne lydighed, gå med i hundeparken uden problemer og blive udstillet. En helt ny verden åbnede sig. Kyimo har haft stor betydning for at jeg reelt kom i gang med hundetræningen. Blackie startede interessen for træning og adfærd men hun sørgede for at jeg også kunne deltage og komme afsted.
Det var et tilfælde det blev en TT’er. Min daværende kæreste havde en begyndende allergi for Blackie, så vi valgte en race med allergivenlig pels. Valget stod mellem Tyskland, Norge og Sverige. Og jeg vidste bare da jeg så Karis hjemmeside at jeg skulle have en hvalp fra hendes nylige kuld. Alle hvalpene var faktisk reserverede da jeg kontaktede hende først, men en familie sprang fra og derefter kørte vi 9 timer til Norge for at hente Kyimo hjem. 

 

Jeg har været heldig at få næsten 2 år mere med Ella fordi jeg lod hende operere i 2014 på KBH dyrehospital. Men fik jeg muligheden for at tage beslutningen igen, ville jeg aldrig have budt hende det. Hun brugte måneder på at komme ovenpå igen både fysisk og psykisk og det var som om at en del af lille specielle Ella var væk og erstattet med noget jeg ikke kendte. Hun har siden haft problemer med tarmsystemet og i perioder med store smerter. Hun har været meget besværet rent kropsligt og mange andre kedelige bivirkninger.
Jeg har forberedt mig i knap to år på at tage afsked. Jeg besluttede, at hun aldrig igen skulle lide eller være ked af det og at alle operationer var udelukket. Og hun har haft det godt, hun elskede Pilou fra det øjeblik han flyttede ind. Hun har leget med ham og været den sjove og kærlige tante. 

 

I onsdags sad jeg på gulvet i mit hjem med min aller bedste Ella på skødet. Dyrlægen kender jeg og stoler på. Gitte (som har passet mine hunde i alle årene og været min ven) var der også. Til at sende Ella godt afsted. Kyimo og Pilou var der. Ella var glad, logrede med halen og lagde sig i min favn efter den første sprøjte. Hun sov stille ind hos mig mens jeg tænkte tilbage på alle de gode minder. På den glade, lille pelsbombe som altid har været anledning til grin og lykke. Som aldrig har bragt mig andet end lykke.

Pilou tog afsked ret roligt og gik hen og kiggede på hende og lagde sig væk. Kyimo, min lille følsomme tæve blev ret ked af det. Hun startede med at kigge på Ella, dutte på hende, slikke lidt på hende for til sidst at pive og smide sig grædende ned ved siden af Ella. Afsked er hårdt, for alle. Men jeg ved at det var den rigtige beslutning for Ella. Blackies urne har stået på en hylde i 4 år. Nu er den sat ned sammen med Ella i min fars sommerhus, et sted jeg har gode minder fra min barndom men også med Ella og Blackie. De ligger sammen under syrenen med retning mod vandet.

Tak til Ella for at give kærlighed – ikke kun til mig – men hele den verden hun mødte. Alle der kendte Ella eller blot har mødt hende elskede hende og var betaget af hende. Alle kunne mærke hendes specielle og helt særlige tilstedeværelse med så meget og helt ren kærlighed. Tænk hvor heldig jeg var at få sådan en hund som hende. Aldrig kommer der én som hende igen. Eller Blackie. Sorgen er hård men som Gitte så pænt skrev: ”Synes det er en rigtig fin tanke, at de begge to ligger der sammen, mon ikke Blackie godt kunne lide det – det tror jeg”. Og hun har ret. Bedste venner i de korte hundeliv skal også have et godt sted at hvile, sammen. 

Tak for alt - i kærlighed til en helt speciel hund!

 

 

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

Udvalgte blogindlæg

Fra 3 til 1 hund på 3 måneder

January 30, 2017

1/2
Please reload

Seneste blogindlæg