Nose Work ugekursus

July 2, 2017

Ron Gaunt, Fred Helfers, Emma Wallin og Mats Hedlund var navnene der var på dagsordnen på denne uges Nose Work kursus i Håverud, Sverige. 

 

Ron har jeg mødt før, men de tre andre var nye bekendtskaber, og nogle særdeles spændende nogen af slagsen. Især Fred Helfers har gjort et kæmpe indtryk på mig, og jeg skal klart deltage på kommende Nose Work kurser med ham her i DK eller Norden.

 

Emma Walling og Mats var også rigtig spændende men desværre fik vi ikke helt så meget viden ud af dem, som jeg kunne have ønsket. De stod nemlig for vidensdeling-sessionerne, hvor alle instruktører skulle dele NW viden og øvelser og deltage aktivt i en feedback til de forskellige instruktører. 

 

Jeg kan ikke detaljeret beskrive alt det vi har lært og trænet (for er SÅ FYLDT med ny viden og ideer at det hele lige skal bundfælde sig), men vil kort komme omkring nogle af sessionerne. 

 

 

Søndag stod jeg tidligt op, pakkede bilen og kørte til Frederikshavn og sejlede derfra til Göteborg. Pilou klarede færgeturen så fint, jeg havde denne gang taget hans bur med op, hvilket var heldigt for der var FYLDT til randen med hunde og mennesker i hunde-området. Herefter gik turen 2 timer fra Göteborg til Håverud. Efter 6,5 timers transport var vi installeret på vandrehjem.

 

Da vi ankom kom jeg tanker om at man i Sverige arbejder med Eukalyptus som kl1 duft og jeg måtte skaffe noget hydrolat sammen med Lonni og Johanna som også lige skulle friske op. Pilou havde kun arbejdet på Lavendel, så det var rimelig hardcore indkørsel på ny duft.

 

Mandag morgen havde vi samling og blev inddelt i 3 grupper – efter hvilket år man var deltager på campen. Vi havde første session med Ron. Og derefter vidensdeling med Mats og Emma. Pilou var på i den sidste session. Et køretøjssøg med forskellige setups. Han overraskede mig så enormt ved bare at arbejde trods tilskuere og hunde på sidelinien. OG det faktum at det var eukalyptus. Han markerede alle kilder så flot og han var slet ikke stresset. KÆMPE succes. Og mit hjerte var fyldt til randen af lykke og stolthed, som kun en hundeførers kan være, da jeg senere den aften gik i seng.

 

 

 

Tirsdag havde vi beholdersøg/indendørssøg med Fred. Han er simpelthen en fantastisk dygtig underviser og NW instruktør.

 

Hans største fokus er på føreren. Hvilket var sådan en dejlig adspredelse men også virkelig fedt at få masser af input til at hjælpe hundeførerne til at blive endnu bedre NW-handlere.

 

Jeg har masser af ideer til beholdersøg herfra og har også købt nyt gear med hjem fra Freds samling.

 

 

 

 

Vi havde også en session med Ron hvor Pilou var med. Et udendørssøg på en mole. 3 søg, der miksede lidt grundet vinden – men det aller sværeste for Pilou (og flere af de andre hunde) var:

  1. Vandet

  2. FUGLENE – måger og svaler fløj om ørerne på os

  3. Svalereder under molen

Flere af jer har nok set mit videoklip på FB – men ellers er det her nedenfor. Med 2 ud af 3 fund.

 

 

 

Det var en lidt blandet oplevelse. Søgene var for svære med de forstyrrelser og jeg kunne mærke på Pilou i dagene efter at han virkelig spottede efter fuglene langs molen. Men på den anden side fik han løst opgaven trods sværhedsgraden. Han gjorde det bedste han overhovedet kunne under de forudsætninger han havde.

 

Herefter havde vi endnu en session med Mats/Emma som omhandlede at få hundene til at søge med det samme. Og endnu én med Fred, som var en overbygning på hans tidligere session.

 

 

Tirsdag blev der også solgt masser af NW gear og jeg har lavet nye aftaler om nye produkter der kommer i webshoppen – glæder mig allerede !!

 

 

 

Onsdag startede vi hos Ron med endnu et udendørssøg. Ron går jo meget ind for at lade hundene klare det selv, og det har været svært at gå mellem 4 meget forskellige instruktører, som alle har hver deres tilgang til hvordan søgene skal udføres, hvor meget der må guides, belønnes og hvor belønningerne skal gives. Især for mig, som er gået helt anderledes til opgaven med Pilou, så har det været svært på nogle af Rons sessioner. Ron kigger på hundene og er sindssygt dygtig til hunde og deres søgemønstre – hvorimod Fred er all about the handler og Mats og Emma er et sted midt imellem.

 

Herefter en session med Mats/Emma om at lære hundene at følge førerens anvisninger i søget. Dernæst en session med Fred – udendørssøg. Vel et søg der svarede til en kl2/kl3 søg. To duftkilder, begge høje, med en del forstyrrelser.

Pilou klarede det så fint og jeg har som fører øvet mig en del i at bevæge mig i søgeområdet. Og gjort mig mange tanker om min snorhåndtering (som faktisk går udover alle forventninger, måske grundet al mit groundwork med mine heste de sidste år) – og allersidst min positionering i forhold til Pilou og hvordan jeg bedst muligt hjælper ham til at afsøge uden jeg er for tæt på ham.

 

Den sidste session den dag var med Ron, endnu et udendørsøg med både lave og høje kilder på en lille ”båd-mole”. Pilou var ikke på til undervisningen men bagefter, hvor Lonni også prøvede med Morgan. Begge hunde klarede det så fint. Pilou skulle lige overtales til at gå derud, men da han først var der så sagde det bare bam-bam-bam – alle 4 søg fundet og markeret.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Torsdag stod på høje søg, linehåndtering og vel et kl3 søg med Ron. Det havde alle hundene meget svært ved og Pilou ville ikke gå op i miljøet, så han valgte at markere ved at kigge op på søget – igen – som han også gjorde på molen. Jeg synes, han er mega sej sådan at knokle på en hel uge med alle typer af søg og forstyrrelser på en ny duft, og bare klare det hele.

 

Herefter havde vi også om høje søg sammen med Mats/Emma og Pilou var heldig at være på da Mats underviste lidt. Han havde hængt kopper op i forskellige højder på en snor. Pilou har aldrig lavet sådan et søg før - og Mats både justerede højden på koppen med færten i - men også hvor den hang i rækkefølgen. Nedenfor et mindre klip af det. 

 

Der var ikke så meget plads, men øvelsen er for at illustrere hvordan man også kan træne på de høje søg. 

 

 

 

Fredag stod igen på kl3 søg i Freds sessioner og Pilou var én af dem der kom på i et blindsøg med 4 kilder. Det gik ikke helt så godt som jeg kunne have håbet. Han var træt. Og fejlmarkerede et par beholdere i søget. Og gik i lydighedsmode og var i tvivl. Vi fandt 2 kilder selv, men de to andre måtte vi have hjælp til.

 

Fred var fantastisk  og valgte at sætte et ekstra motivations-søg op til Pilou til sidst, så han lige fik en optur efter den tarvelige fører-hjælp han havde fået til at begynde med. Fred og jeg havde inden søget haft en længere snak om hvor svært jeg har haft ved at motivere Pilou, og jeg tror også dét var én af årsagerne til at han valgte at lege med Pilou i søget bagefter. Og selvfølgelig fordi han er et super eksempel på en sværere motiveret hund end andre. 

 

Jeg ville gerne vise et lille klip fra blindsøget, men Fred har frabedt sig at videoer kommer online fra hans undervisning. Men højdepunkterne i videoen er at føreren her overhovedet ikke bevæger sig, men fryser og stirrer på sin hund i blindsøget når han viser interesse for noget. Ikke godt førerarbejde! Men det var fint at se at når jeg bliver presset, så er det min adfærd med Pilou - og så går han i lydighedsmode i stedet. Det må vi arbejde videre med.

 

Desuden sagde jeg "Alert!" tre gange - hvor det ikke er korrekt. Jeg har besluttet at det er en god læringsvideo, som jeg vil bruge i min undervisning. Det er et perfekt eksempel på, at jeg som hundefører ikke kan læse min hund, og at det også er for tidligt for os at lave blindsøget. Men herudover er det en god video at studere adfærd både på Pilou (når han rent faktisk HAR kilden) og når han fejlmarkerer - og hvorfor han fejlmarkerer - hvad gør jeg? Hvad siger mit kropssprog?

 

 

 

Efter dette søg besluttede jeg at min unge hund, som har været så helt igennem fantastisk hele ugen ikke skulle trækkes gennem en uofficiel prøve lørdag, som det ellers var planlagt. Jeg ville ikke byde ham 4 ukendte søg – og få en potentiel dårlig oplevelse. Så jeg ombookede imin færgebillet og kørte træt, men FYLDT til randen med input og gode ideer, til Göteborg, hoppede på færgen og landede i Randers kl 01.15 om natten.

 

 

Det har været en helt igennem fantastisk uge. Med SÅ mange gode timer i dejligt selskab. Har været i gruppe med Pia, Mugge, Johanna og Lonni hele ugen. Johanna, Lonni og jeg har stort set spist alle måltider sammen og har delt ideer og observationer. Hold op hvor har det været godt selskab og så lærerige sessioner. Og fantastisk når man kan summe over alle de ting man har set i løbet af dagen - og få flere synspunkter og tænke tanker.

 

Jeg har så mange nye øvelser, ideer og meget andet som jeg skal have renskrevet og forberedt og gjort til mit eget så jeg kan få det ud til alle mine Nose Work kursister. Jeg glæder mig allerede!! Og skal klart deltage på næste års Nose Work camp igen.

 

 

 

 

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

Udvalgte blogindlæg

Fra 3 til 1 hund på 3 måneder

January 30, 2017

1/2
Please reload

Seneste blogindlæg