At vælge et liv med hjertet

October 18, 2017

Der er lidt stille her på bloggen. Der er også stille i mit liv - i overført betydning, for der er blevet kørt med 300 km i timen, men mit hjerte står stille. I mandags var jeg til LP konkurrencetræning med Pilou. Selvom det er LP træning jeg kommer for at træne (og dét gør vi skam også!) så er det også terapi. I mit arbejde med egne hunde ser jeg tydeligt rettesnoren for hvornår jeg er tilstede og hvornår jeg er noget andet. Vi havde faktisk en fantastisk træning. Jeg var tilstede og min Pelle-Pirat gik med høj benføring og glade øjne. Og jeg blev mødt af både Lea og Camilla i kærlighed til hvem jeg er, når jeg er sårbar og ked af det. Selvom tårene som flød og krammene der blev givet slet ikke handlede om min LP træning. Tågen der lå tyk og altoverskyggende på vej hjem var et godt billede på hvordan jeg har det, når jeg ikke lige er i min træningsboble med Pilou.

 

Jeg har mistet to hunde, er flyttet 4 gange - de 2 af dem på tværs af landet, solgt et hus, begyndt i terapi, startet på universitetet, blevet rekrutteret til et studiejob, lukkede mit firma ned og startede det op igen her på sjælland. Min hest er i et længere genoptræningsforløb og Pilou har svært ved at være alene. Min mor er flyttet til jylland og jeg har ingen familie på sjælland længere. Alt sammen på knap 11 måneder. Nå ja, og så var der også en mand der stjal mit hjerte undervejs, men hvor timingen bare var helt hen i vejret med mig på vej mod jylland.

 

 

Jeg er tyndslidt. Mit system er i overload. Min autopilot er slået til. Men problemet er; jeg kan ikke længere løbe. Min krop har de vildeste symptomer på at jeg skal slappe af. Jeg er på grådens rand i alle mulige situationer. Både de gode og dårlige stunder.

 

Nu lyder det som om jeg ikke er glad for de beslutninger jeg har taget. At jeg fortryder. Det gør jeg ikke. Jeg er helt i ro med de beslutninger der er taget. Jeg har bare brug for at bearbejde og komme til ro.

 

Uden min bedste Pelle-Pirat tror jeg, at jeg havde ligget under dynen. I dag er det Kyimos fødselsdag. Hun ville være blevet 5 år. Jeg tænker stadigvæk på hende dagligt. Det er ikke mere end en måned siden jeg græd mig i søvn over savnet af hende.

Jeg arbejder med et privat traume hos min terapeut som også fylder. Sorg, savn og alenehed er beskrivende ord. Nu lyder det meget deprimerende, men i virkeligheden er det det slet ikke. Alt det her er en del af min proces. Der er savn og sorg som hører fortiden til, som må udløses for at jeg kan komme videre. Jeg tager ansvar for mig selv og går nu vejen mod healing.

 

I ærligheden kan vi kun mødes i ærlighed. Og det samme i kærligheden. Jeg har valgt, at skabe rum, tid og drage omsorg for mig selv. På en måde jeg ikke har gjort tidligere. Jeg har valgt at trække stikket - og aflyser stort set alle træningshold frem til 2018. Det samme kommer til at gå for sociale relationer. Jeg kommer til at skære “ind til benet” og kun gøre de ting jeg har lyst til. Ikke dem jeg føler mig forpligtet til.

 

Jeg elsker alle mine kursister, og jeg bliver så fyldt op med kærlighed og glæde over at undervise. Og hvis jeg gerne vil blive ved med det, må jeg lige tage en pause. Ikke fra jer - men for mig. Jeg glæder mig til at vende tilbage i 2018 fyldt op med energi og power som I kender mig.

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

Udvalgte blogindlæg

Fra 3 til 1 hund på 3 måneder

January 30, 2017

1/2
Please reload

Seneste blogindlæg

December 5, 2017