Overfald og ingen NW prøver

April 15, 2018

Det er lidt tid siden I har hørt fra mig her på siden. Det er fordi jeg har været i totalt alarmberedskab og kørt rundt til dyrlæger med PellePirat. 

 

For godt halvanden uge siden blev han umotiveret overfaldet af naboens Rottweiler. Han løb ude i lang line og hyggede sig i sin egen verden, da hun - ud af en garage - fløj lige i hovedet på ham. Hun havde fat i både hoved og nakkeregionen. Jeg kunne heldigvis stoppe det inden der gik fysisk hul i ham. Det var tydeligt, at han var blevet forskrækket over oplevelsen, og jeg tjekkede ham naturligvis godt efter - som det nu er muligt, når man har en hund i stor pels. 

 

Dagene efter var han noget alert omkring naboens grund, men ellers var der ikke nogen tegn på noget. Indtil vi pludselig en dag kom hjem og han blev PANISK angst udenfor. Han havde lugtet noget, og eneste årsag til, at han ikke stak af, var at han havde snor på. Han var så panisk at jeg måtte bære ham ind. Han kunne ikke noget. Da han kom ind gik der er en times tid, hvor han var skrækslagen indendørs også. Men så brød han gennem det, og alt var OK. Vi troede faktisk, at årsagen var at min veninde den dag stegte lammeribben i ovnen. Som jo har en ret gennemtrængende lugt af dyrekød.

 

Dagen efter kom det igen som lyn fra en klar himmel. Han lugtede noget og var så panisk angst. Overalt. Han kravlede langs væggen. Han turde ikke være andre steder end i mit soveværelse. Han sad og panisk kiggede omkring sig, som om der var spøgelser. Han blev panisk af den mindste bevægelse, lyd, duft. ALT trickede ham og man kunne se at hele systemet var i ALERT! Han turde ikke gå udenfor og kunne ikke stå på to ben og tisse. Han snøvlede over sine forben og kunne ikke koordinere. Jeg har aldrig set ham sådan før. Han har aldrig været bange. Han har altid være Pippi Langstrømpe agtig i sin tilgang til alt. Bare det, at jeg rørte ved at plastic pose i køkkenet den ene dag, fik ham til panisk at flygte gennem huset og smide sig i soveværelset med halen mellem benene. Dagene efter fortsatte på samme måde, og han turde ikke bevæge sig i andre rum end mit soveværelse. Han var med mig i bad. Han kunne intet. 

 

Så jeg igangsatte 45 af mine hunde-netværks-folk, for at høre, om andre havde prøvet noget ligende. Jeg kontaktede Karen Ulrich fra Hund og Træning. Jeg tog til dyrlægen. Han blev tjekket for ALT. Der var ikke hul i ham fysisk, men der blev tjekket for organer, rød/hvde blodlegemer, betændelsestilstande, hjerte-lungeorm, alle flåtbårne sygdomme, ALT. Og alt viste negativt. Han er sund og rask. Jeg tog ham akut til kiropraktor/massør/fysio/KST behandler. Jeg snakkede med en adfærdsdyrlæge. Jeg fik en akut henvisning til KU's neurologiske afdeling. De ville CT scanne ham, men efter minutiøs gennemgang af hans krop, besluttede hun, at det ikke var nødvendigt, heldigvis. 

 

Konklusionen er; han har simplethen fået et granatchok. Han blev helt paranoid, fordi overfaldet kom ud af ingenting. Han havde ikke set det komme og havde ikke gjort noget for at fortjene det. Min aller sejeste, livsglade PellePirat med mod på livet, har fået rystet sin livsopfattelse godt og grundigt. Det er frygteligt at se ens hund forsvinde sådan væk. Jeg var selv panisk angst for, at han ville forblive i tilstanden. Han var så angst, at jeg slet ikke kunne kende ham, og jeg kunne ikke tale til ham eller berolige ham. Han var som i en anden verden. 

 

Heldigvis så har jeg et fantastisk netværk, så stor TAK skal lyde til jer ALLE sammen! Uden jer, var jeg gået helt i hundene!

 

TAK til Karen og Karen fra Hund & Træning. Især Karen U som var der for mig på mail og tlf, og vejledte og guidede mig - og beroligede mig og fortalte mig, at jeg havde ret og at han skulle have hjælp. 

 

TAK til Pernille Rissom fra Adfærdsdyrlægen som støttede mig og hjalp mig til at få min egen dyrlæge til at udskrive præparater til Pilou. Uden hende, ved jeg ikke hvad jeg skulle have gjort. Min egen dyrlæge ville nemlig ikke hjælpe med at angstdæmpe ham, og brugte i stedet for tid på at skælde mig ud og bede mig tage noget stesolid. (Fordi jeg i magtesløshed græd i telefonen og bad hende hjælpe mig).

 

TAK til de 45 fra min FB venneliste, som kom med søde tanker og kram, samt gode råd til eventuelle sygdomme jeg skulle tjekke for. I er guld værd !!

 

TAK til Janne som tilså ham og hjalp ham og rettede hans krop blidt med KST, så han kunne slappe af uden smerter. 

 

TAK til Stine som kom og ydede førstehjælp til hundeføren her og ringede og beroligede mig. Og faktisk løftede Piratens humor en smule. Og TUSIND tak til Camilla, som holdt mig i hånden i dagvis i telefonen og beroligede mig. Gav mig hjælp i butikken på Østerbro og tænkte på mig. Du er guld værd!!! 

 

OG TAK til Lone, som jeg ikke har set i årevis, som jeg kender fra min tid med Græske Gadehunde - som tilbød mig at jeg kunne være i hendes anneks i Tølløse, til der kom mere ro på ham. Du er guld værd! Sådan et flot tilbud som jeg havde takket ja til, men nu hvor det går fremad herhjemme, så er vi blevet hjemme.

 

Og allersidst TAK til alle jer, der har kommenteret på FB og skrevet private beskeder og sms'er. TAK for at I tog jer tiden og har tænkt på os. Alt har betydet at jeg følte kærlighed og varme i vores retning. TAK til jer <3 Både hundenetværket, kursister, venner fra "det private liv" og mange flere har været så søde og har tænkt på os og givet gode råd.

 

Pilou har nu i flere dage fået 3 dobbelt dosis Kalm og smertestillende. Og er i dag helt sig selv indendørs. Han kan stadig godt smide halen, hvis vi er lidt for voldsomme i bevægelser eller høje lyde, men han kan tales "hjem" igen. Ikke som de andre dage, hvor jeg slet ikke kunne berolige ham.

 

Udendørs svinger meget og der er steder han fortsat ikke tør gå. Han tør nu at være i haven igen, men det er tydeligt på ham, at han føler sig udsat så snart vi bevæger os rundt om huset eller op mod hestefolden. Så det skal vi helt sikkert arbejde på, så han igen kan færdes herhjemme uden at være bange. 

 

I dag skulle vi have været til Nose Work prøve på Garbogaard. Og hold fast hvor har jeg været ærgerlig over ikke at kunne deltage. Rigtig mange af mine kursister deltog, og jeg havde lovet at være der for dem. Og jeg havde glædet mig til at stille med Piraten igen. Men selvfølgelig skal han ikke med til en prøve, når han har været så bange for bare få dage siden. Og der kommer jo masser af andre prøver. Det er bare det dér, når man har glædet sig til noget, og man så må aflyse. Så vi inviterede i stedet for Effie og Lea med på tur i dag. 

 

Piraten har elsket Effie fra første gang han så hende. 2 timers gåtur blev det til i Ledreborg skov. Og han var så glad og stolt hele vejen med Effie ved sin side. Gladere Pirat har jeg ikke set længe. Så glad at mit hjerte boblede af lykke over at se min "rigtige" Pirat komme frem igen. Og hvis du sidder og tænker, "Gik de samme tur?" Så ja, Piraten er tydeligvis bare mere en gris end Effies ;) 

 

 

 

 

Der er formodentligt lang vej tilbage til den Pirat, som ser med livsglade øjne på alle situationer igen. Men jeg har heldigvis det bedste netværk og hjælp i ryggen. Så kan man ikke være bedre rustet. 

 

 

Og i morgen skal vi til LP træning hos Lea, hvor hundene er på en ad gangen. Han elsker sit LP træning og ifølge adfærdsdyrlægen skulle jeg ikke tage ham væk fra alle de sædvanlige ting. Men selvfølgelig skal jeg passe mere på ham, end jeg er vant til og passe på ikke at presse ham. Så empowerment træning er det, som står øverst på listen fra nu. 

 

Somme tider går det bare ikke helt, som man forventer. Og ofte ændrer alt sig på et splitsekund. Dette her kunne jeg ikke have forhindret. Men jeg kan blive bedre til at håndtere situationerne. 

 

... Det er derfor, at jeg har mit online kursus klar i næste uge til jer - om at komme "Hjem i sig selv". For alle de hundefolk som gerne vil hjem i sig selv. Som gerne vil kunne mærke sig selv og gå med følelsen i maven. Både i privaten og i hundetræningen. Til dig, som vil have gode råd og konkrete øvelser, der styrker din indre fornemmelse og ro. Jeg glæder mig til at lancere kurset. Og håber at det fortsætter med at går fremad med Piraten, så jeg rent faktisk kan lancere i næste uge. 

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

Udvalgte blogindlæg

Fra 3 til 1 hund på 3 måneder

January 30, 2017

1/2
Please reload

Seneste blogindlæg