På vejen tilbage til os selv

April 26, 2018

Det er nu nogle uger siden, snart en måned. Siden min aller bedste PellePirat blev overfaldet. 

 

Han er heldigvis sig selv herhjemme igen. Og han elsker igen at være i haven. Han kan godt stadigvæk hoppe lidt, hvis der er høje, pludselige lyde, men han bliver ikke panikangst af de mindste ting og man kan også tale til ham.

 

Han tør også færdes udenfor, og er i denne uge for første gang, gladeligt gået med op og fodre heste og har ligget og kigget med når vi ordner heste og når vi rider. Præcis som altid, men for 3 uger siden turde han ikke engang gå ud ad døren. 

 

 

 

Jeg har udnyttet rigtig meget af hans lyst til at træne - så vi har trænet korte sekvenser af den lydighed, som han elsker, og det virker til at have hjulpet ham. Ikke noget svært og ikke øvelser, som han ikke kender. Men genkendelige øvelser, som han synes er sjove. 

 

I sidste uge var vi til LP træning hos Lea. Og da er vi på individuelt, så han ikke skulle forholde sig til andre, så var han faktisk rigtig meget på - ligesom han plejer. Men stadigvæk manglede der lige dét der ekstra Pirat-fjæs og attitude og han bliver hurtigere træt. Men han var glad, tilpas og ville gerne både træne og have belønninger. 

 

Video nedenfor af træning af transporter, belønninger og den flotteste apport til dato - fra hunden, som for bare et år siden nægtede at tage noget i munden :) 

 

 

 

I dag startede vi med en gåtur sammen med Linn og Nemo (som han faktisk kender ret godt efterhånden, og normalvis bruger en hel tur på at forsøge at få Nemo til at lege med sig). Og man kan virkelig se her, at hans verdensbillede og oplevelse af andre hunde er rystet virkelig voldsomt. Han tog overhovedet ingen kontakt til Nemo, og når Nemo kiggede på ham, så løb han fjollende væk fra Nemo. Hvilket er helt modsat af hvad han plejer. 

Han plejer jo at elske alle hunde, og gladeligt tænke at han kan lege med alle andre. Heldigvis er Nemo en BAT-hund, så vi gav bare de to drenge god tid, og gik faktisk en relativ kort gåtur, så det ikke skulle blive overvældende. 

 

Her til aften var vi til træning hos Johanna, hvor vi er flere i hallen samtidigt. Jeg havde på forhånd besluttet mig for, at det ikke skulle handle om at træne øvelser, men derimod om at hjælpe ham, så han ikke blev overvældet, og at det skulle være en god oplevelse. Heldigvis - TAK for det, både til holdet og til Johanna - så fik vi lov at være nr. 2. Så det passede med at jeg kunne gå ud og hente ham, træne lidt kontakt og ro - have min individuelle tid, og så køre hjem, inden det blev for meget for ham. Så jeg var ved knap og nap 15-20 min i hallen. Pilou endnu kortere tid. Men det var det helt rigtige. Vi kunne køre inden det blev for meget og mens det stadigvæk var en god oplevelse. Og han kunne faktisk godt lave nogle af sine sædvanlige tricks i hallen, og var glad - men dog noget mere alert på de andre hunde. 

 

Til mig selv, vil jeg bare klappe mig selv på skulderen - for at have gjort det rigtige for ham. For ikke at presse ham. For at lytte til ham, og give ham space og mulighed for at lure situationen af. For ikke at forvente af ham, men være rolig og bare være der FOR ham. I kærlighed. Og TAK Johanna for også at rose mig for at være der. Det er svært, når man selv har et nervesystem i raketfart, netop fordi jeg mistede 2 hunde for bare et år siden. 

 

Han har tydeligt været træt her til aften og nu får han nogle fridage, hvor der ikke skal ske noget. Så han kan kapere og lave gode, sunde mindset på oplevelserne. 

 

Min lille Pirat er på rette vej, men hold op, hvor er der lang vej tilbage. Hvor er vi heldige og meget taknemmelige for at have hinanden - for at have et fantastisk og meget hjælpsomt netværk og for at jeg har tiden til at prioritere ham lige nu. Der er mange ting at være taknemmelig for her i livet. Og dette er bestemt nogen af dem.

 

 

 

 

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

Udvalgte blogindlæg

Fra 3 til 1 hund på 3 måneder

January 30, 2017

1/2
Please reload

Seneste blogindlæg